Poul Johansen Maskiner A/S
Oevangsvej 1
DK-4540 Faarevejle
PJM vil gerne indstille vores lærling Birk Albinus Lande som årets lærling 2021 i Odsherred.
Birk bliver udlært industritekniker nu til sommer 2022.
Værkfører og fabrikschef beskriver Birk således;
Vi har været, og er, meget glade for Birk som industriteknikerlærling i vores egen fremstilling og maskinværksted, og glæder os til også at opleve ham prøve kræfter i den mekaniske montage. Vi oplever at Birk;
- er nysgerrig og opsøger selv ny viden for hele tiden at udvikle sig fagligt.
- udmærker sig ved at være opfindsom og nytænkende – han er ikke bange for at afprøve nye metoder, og bidrager selv aktivt med forslag til nye løsnings- og optimeringsmuligheder.
- er fagligt en meget dygtig og selvstændig ung mand, og han opleves af os som værende særdeles seriøs omkring sin uddannelse og sin kontinuerlige udvikling på et højt fagligt niveau.
- er en god og hjælpsom kollega til trods for at er meget stille/introvert.
- som udlært industritekniker vil være et absolut aktiv for enhver relevant arbejdsgiver.
Vi håber at Birk kommer i betragtning til årets lærlingepris
Danbolig i Asnæs ved Sven Øvre
Ejendomsmægler & Valuar, MDE
indstiller Jacob Bøje Pedersen med følgende ord:
Jacob blev ansat i danbolig Asnæs i en 2-årig trainee-uddannelse den 2. januar 2020. Han blev ansat til at hjælpe med kontorarbejdet på kontoret i butikken, herunder oplæring i, og ansvar for markedsføring.
Som vi alle ved, blev Danmark lukket ned i marts 2020, og det gav en enorm efterspørgsel på boliger i Odsherred, primært fritidshuse.
Jacob var lynhurtigt til at omstille sig det nye marked, og de mange købere, og selvom han kun havde været ansat i 3 måneder, gik han ud med en autoritet, så vore kunder ikke havde en fornemmelse af, at Jacob var i trainee. Det kræver sin mand, at håndtere flere købere, når alle gerne vil købe det samme hus, og det har han formået at styre.
Selvom Jacob fik masser af aftaler væk fra kontoret, sørgede han stadig for at få klaret de opgaver han var ansat til på kontoret. Ydermere har danbolig Asnæs oplevet en stigning af vores markedsføring, bl.a. på de sociale medier, hvilket alene skyldes Jacobs indsats.
Man kan ikke sige, at Jacob er vokset med opgaven, for han blev kastet for løverne næsten fra dag nr 1, og han har udført arbejdet fuldt ud tilfredsstillende, hvilket gør at Jacob helt klart en værdig kandidat til titlen som Årets elev.
Rørvig Dessert ved Morten Weidemann indstiller Camilla med følgende ord:
Da vi i år har ansat vores første konditor, hørte vi historien om Camilla der havde været i lærer i det bageri hvor konditoren tidligere arbejdede. Da stedet gik konkurs, røg Camilla ud, og da hun ikke kunne finde et nyt lærersted, måtte hun tage ufaglært arbejde, og lægge konditordrømmen på hylden. Vi tænkte vi måske kunne gøre noget, så vi tog fat i fagskolen i Ringsted.
Vi blev godkendt til at tage en lærling, og kunne derfor give Camilla den dejlige nyhed, at hun nu kunne fortsætte hos os, på det hun drømte om. Camilla er nu ansat hos os, og yder en fantastisk indsats, ikke kun når hun er på arbejde, men også ud over det.
Hvis vi bakser med en opgave, praktisk eller teoretisk, har hun tit arbejdet videre med det i sin fritid, og kan derfor møde på arbejde med en løsning, eller i det mindste, et bud på en løsning.
Hun er samtidig en rigtig god kollega, der også er meget vellidt.
Den gode oplevelse med hende, har gjort at vi allerede har ansat endnu en konditorlærling.
Kaj Larsen A/S indstiller Christoffer Petersen med følgende ord:
Christoffer har været hos os i lidt over et par år og har været igennem en kæmpe udvikling i sin læretid. Han er ung mand på 19 år, der altid er smilende og god til kunder. Derudover er han en dygtig og løsningsorienteret VVS’er, der allerede efter 1,5 år i lære, begyndte og køre selvstændigt. Han løser alle typer opgaver og giver aldrig op selvom han bliver udfordret, eller skal lave noget han ikke har prøvet før.
Vi mener at han bør vinde årets lærling, da han er initiativrig, yder den ekstra indsats og er et fantastisk forbillede for vores unge mennesker.
Jeg skal selvfølgelig nominere Kasper
Han er en god og frisk dreng med en god indstilling til tingene
Han er meget nysgerrig og er ikke bange for at tage fat selv om det er noget han ikke har prøvet før. Han er ambitiøs
Kasper er mødestabil, omgængelig og hviler godt i sig selv og så har han et godt humør. Det har kolleger og kunder glæde af.
Vandt en 4. plads ved Skills – flot placering, når man tager i betragtning af de 3 kandidater der var foran ham, havde bestået deres svendeprøve – det har Kasper ikke endnu.
Kasper er en særlig lærling, der optræden modent og er en god rolle model for sine medlærlinge. I øvrigt er Kasper en af de få lærlinge der fra dag et, har bakket op om Odsherred elev- og lærlingenetværk.
Han bliver en superdygtig mekaniker i fremtiden. Derfor fortjener han at blive indstillet til årets lærlingepris.
Electricom A/S Nykøbing Sj. har indstillet Mathias Andersen med følgende ord:
Mathias Andersen startede på EUCNVS i Holbæk som elektriker, og kom i skolepraktik hos os for 2 år siden, og efter et par dage, var vi ikke i tvivl, at han skulle være en del af Electricom
Han har vist ansvar fra dag 1, og skiller sig ud både fagligt og socialt med et MEGA positivt humør hver dag, så smitter af på os alle i hverdagen.
Han har haft egen firmabil et længere stykke tid og derfor kørt ud på mange opgaver selv, det har helt klart gjort ham mere selvstændig og stolt når tingene lykkes, og kunderne vender tilbage med ros
Mathias har en masse dygtige kollegaer, som altid står klar med råd og vejledning, som han tager imod med kyshånd.
Mathias egen lille kommentar, da han sendte hans billede ( han er sku altid positiv og en glad dreng ) 😊
“Jeg er super glad for at være ansat hos Electricom. Det er et stort firma med en masse gode kollegaer og samtidig et godt sammenhold. Vi laver alle slags opgaver lige fra de helt store byggepladser til små opgaver ude hos private kunder. Det er super fedt at komme ud forskellige steder, for man lærer noget nyt hver gang.”
Håber virkelig at han bliver trukket ud, da HAN fortjener det.
Her på Dyreklinikken Dit Dyr er vi mange kollegaer, som rigtig gerne vil indstille vores myreflittige og dygtige veterinærsygeplejerskeelev Mia Allert Madsen til titlen som Årets Elev i Odsherred 2021.
Mia blev egentligt uddannet indenfor den finansielle sektor og arbejde i en del år der. Hun havde dog en brændende lyst til at arbejde med dyr og til sidst var de to ting uforenelige. Mia stoppede op og tænkte sig godt om. Så blev hun frivillig på et dyreinternat og fik arbejde der qua sit engagement og sin store interesse.
Der bliver kun optaget få kvoteelever på Hansenberg hvert år. Her uddannes veterinærsygeplejersker, når de er på skole og ikke hjemme på klinikken i praktik. Mia søgte en plads og fik den, og mens hun var derovre, søgte hun elevstilling hos os og fik den. Hun var da 36 år gammel, men havde mod på en stor omstilling!
Man kan godt tage fejl af Mia i første omgang for hun er så rolig og fattet. Men under overfladen lurer en fantastisk loyal, samvittighedsfuld, arbejdsom, kærlig og omsorgsfuld sygeplejerske med hjertet på rette sted. Hun har en evne til at få ro på selv de sværeste patienter og indgyder tillid og ro i sin omgang med både 2- og 4-benede.
Mia er myreflittig, men ofte opdager man slet ikke alle de opgaver, som hun løser, fordi hun går stille med dørene. Hun er en person, som i særlig høj grad fortjener at få stor ros og hyldest for sin evne til at knokle uden man nærmest opdager det.
Udover sin elevstilling havde Mia også mod på en ekstra uddannelse samtidig med den, så hun dobbeltknokler nu med en uddannelse til Hundemassør og genoptræningsterapeut oveni sygeplejerskeuddannelsen. Behøver vi at fortælle, at hun selvfølgelig består alle eksaminer med bravur, og virkelig viser at hun vil det?
Som kollega er Mia en fornøjelse at arbejde sammen med. Vi ved alle at vi kan stole på, at Mia altid vil være der til at hjælpe, når der er behov. Samtidig er hun med til at skabe en god stemning og ro i en travl hverdag. Hun har en meget høj moral og etik og er ganske fantastisk til kundekontakt tillige.
Som i nok kan læse, sætter vi meget stor pris på Mia, og måske ved hun det slet ikke rigtig! Derfor vil vi rigtig gerne indstille hende til jeres flotte pris og krydser alt for at hun vinder.
Det er med stor oprigtighed at vi kan stå bag nomineringen af Mia, og vi håber sådan at vores fantastiske kollega kan få dette klap på skulderen og vinde prisen som årets elev. Om nogen fortjener hun det – vi er meget stolte af at være hendes kollegaer!
Malermester Mads har indstillet Julie Larsen med følgende ord:
Julie er en helt fantastisk lærling. Hun er en glad, udadvendt pige med ben i næsen og hænderne skruet ordentligt på. Ligesom sin chef og sine kolleger er hun ansvarsbevidst, pligtopfyldende og sætter en ære i at udføre det håndværk hun er ved at lære til perfektion.
Efter en lidt svær start på maleruddannelsen i København, fik hun læreplads nr. 11 hos Maler Mads. Her har hun med flid og dygtighed arbejdet sig op til en rigtig dygtig lærling.
Julie har en helt særlig indstilling til at udføre sine opgaver. Hun møder altid før tid, så hun er helt klar når kl. er syv – hver morgen. Mangler hun at male en ½ væg, når kl. slår 15, så maler hun lige den færdig inden fyraften.
Hun får også megen ros af kunderne. Hun er fokuseret og meget bevidst om at udføre alle opgaver til kundens tilfredshed.
Ofte er det sådan at svendene ikke gider at have en lærling med på opgave. Men der er altid rift om Julie – hende vil alle gerne arbejde sammen med.
For Maler Mads er der ingen tvivl; Julie bliver en rigtig dygtig malersvend, når hun er udlært. Og det kan kunderne glæde sig til.
H. Lundbeck A/S indstiller Maria Louisa Hansen med følgende ord.
Maria har gennem sine praktikperioder været tilknyttet Fabrik 5 og møllen i Lundbecks kemiske produktion i Lumsås. Hun udviser altid stor arbejdsgiver og lyst til at lære og udvikle sig på både det faglige og menneskelige niveau.
Maria stræber altid efter at ramme målet 100%, og rummer gennem sin egen struktur dette til fulde.
Marias nysgerrighed for at lære samt hendes positive og afsmittende humør har været kendetegnende for hendes tilgang til praktikperioderne. Dette har præget måden, hvorpå hun effektivt bliver en integreret del af teamet, og hurtigt kommer til at bidrage aktivt til teamets opgaver.
En værdsat og god kollega, der er meget lærenem og professionel i sin tilgang til arbejdet, er– er Marias kollegaers beskrivelse af hende.
Maria får desuden stor ros fra skolen for hendes arbejde hvilket bl.a. vises via hendes flotte rapportopgaver.
Maria har undervejs i sit uddannelsesforløb været nødsaget til at tage orlov i en periode for at hjælpe hendes datter gennem en psykisk svær tid. Dette har dog ikke taget modet fra hende, og hun er vendt stærkt tilbage på uddannelsen og arbejdspladsen med samme flotte indstilling til sin læring og arbejde.
Maria har på meget tid opnået så gode kompetencer, at hun af sine kolleger regnes for en fuldbyrdet operatør og derfor løfter mange opgaver på samme niveau og tid som vores færdiguddannede operatører. Hertil skal sige, at en normal oplæring normalt regnes for at tage 1-2 år.
Lundbeck indstiller med udgangspunkt i ovenstående Maria Louisa Hansen, til Odsherreds Erhvervsforums lærlingepris 2021, da hun både fagligt og socialt er en god rollemodel og ambassadør for fremtidens procesoperatører.