SMV – meget aparte regeringsdannelse, hvor ærkefjender har set sig nødsaget til at samarbejde for at holde fast på magten, giver anledning til at overveje og gentænke den politiske proces, der som bekendt er baseret på demokrati, også kaldet folkestyret.

I mange årtier har vi hørt og bekræftet hinanden i, at vi hele tiden bliver dygtigere, rigere og ikke mindst lykkeligere. Sideløbende er skattrykket steget, brugerbetaling og selvbetjening indført på en lang række områder, serviceniveauet er faldende og der skal år efter år spares mere og mere.

Dokumentationskravene vokser konstant hos alle instanser. Ikke kun for det private erhverv men også i den offentlige sektor. Systemets voksende mistillid til befolkningen har ført til stigende ineffektivitet og store administrationsomkostninger. Skattevæsenet tæller over 10.000 ansatte, som alle arbejder med mistænkeliggørelse, anklage og forfølgelse af mennesker og virksomheder. På den anden side arbejder endnu flere på at bevise uskyld. Næsten lige så mange revisorer og advokater tjener til livets ophold i kampen mod staten, som de for øvrigt selv er medejere af.
Dertil kommer regnskabspersonalet i erhvervslivet med mere end 300.000 virksomheder, hvor en virksomhed ikke skal være særligt stor før mindst en fuldtids bogholder, er nødvendig for at overholde dokumentationskravene, i en for alle parter uoverskueligt kompliceret, skattelabyrint. Der er samlet tale om flere hundredetusinder mennesker, som får deres løn for kontrol og ikke værdiskabende arbejde. Mistillid, kontrol og straf er redskaber, der burde havde været parkeret og udstillet på museum, i afdelingen for mislykket totalitær kontrol. Som virksomhedsledere har vi for længst erfaret at det er det modsatte der virker, nemlig, at give tillid til medarbejderne. Overvågning, unødvendig dokumentation, bøder og straf gavner ikke værdiskabelsen i en sund virksomhed.

Staten kan ses som en større servicevirksomhed, som på mange områder kan sammenlignes med private virksomheder, og derfor er vi mange som undre sig over landets ledelse.

Hele befolkningen er aktionærerne, politikerne er bestyrelsen og regeringen er direktionen. Det vækker i stigende grad bekymring blandt ”aktionærerne” at når forretningen går dårligt er direktionens løsning alene er at tvinge medejerne til at indbetale mere og mere. Dette ville i en sund virksomhed føre til en udskiftning af direktionen.

Vi er nød til at støtte vores folkevalgte politikere, så de kan passe det arbejde som de skal udføre for os. Det er åbenlyst for enhver at det er en næsten umulig opgave at være politiker i dag. Samspillet imellem politikerne, medierne og de internationale organisationer, gør det farligt for politikerne at udtrykke holdninger om en lang række emner. Dette ses tydeligst, når politikere ikke svarer konkret på kritiske spørgsmål. Et styrket samarbejde med danske erhvervsfolk kan forhåbentlig fremme reel ytringsfrihed i kampen mod misforstået politisk korrekthed.

Hvis den nuværende krise ikke tages alvorligt, kan det føre til økonomisk depression, hvor mange ellers sunde mindre virksomheder må lukke.

Vi kan ikke acceptere at der opstår fødevaremangel her i Danmark. Vi er et førende landbrugsland. Vores befolkning skal have adgang til gode og billige danske fødevare. Vi kan heller ikke acceptere de kunstigt opskruede høje energipriser. Danmark burde være selvforsynende af energi i flere generationer frem med de energireserver vi allerede råder over.

Vi har alvorligt brug for politikere, som tør at træde i karakter på befolkningens vegne, den befolkning de repræsenterer. Som tør trække i håndbremsen over for de internationale organisationer, der løbende pålægger os kvælende restriktioner, der foringer livskvaliteten for hele nationen.

Venstre mod Højre og rød og blå politik er historie. Det er ikke længere arbejderklassen mod virksomhedsejerne. I dag er det de multinationale mastodonter mod almindelige virksomheder og almindelige mennesker. 

Med verdens højeste skattetryk betaler vi til systematisk udhulning af økonomien. Uanset hvor mange penge, der pumpes ud i samfundet og uanset inflation, klimakrise og grænsestridigheder i det tidligere Sovjetunionen, er vores interne købekraft og vores internationale konkurrenceevne, proportionel med vores evne til at skabe reelle værdier. Kontrol og overvågningssamfundet er ikke blot dystopisk, det er også dysfunktionelt og økonomisk urentabelt.