Ude på Odden ligger Odden Bryg. Et lille privatejet bryggeri med en brygger, der elsker at ”nørde” med sin produktion ikke mindst, når det gælder om at udvikle forskellige øl-sorter.
– Øl er spændende, mangfoldigt og en interessant proces. Og det at skabe sit helt eget produkt betyder, at jeg slet ikke kan lade være, fortæller Jens Petersen, der sammen med sin hustru Malene har startet og driver Odden Bryg.
Malene Petersen tager sig mest af markedsføringen og den nyopførte ”smage-cafe”.
Jens Petersen, der også er en travl selvstændig elektriker, fik, da han fyldte 30 et lille bryg-selv-øl-sæt. Det blev starten på en spændende rejse ind i ”øllets” verden – og ikke mindst den proces, der skaber resultatet.
– Interessen for at brygge øl blev efter et par år så alvorlig, at jeg måtte tage næste skridt: Et noget større produktions-setup. Det krævede en tilladelse til opførelse af en mindre hal fra kommunen. Det tog to år at få den. Da jeg fik den i 2010 efter finanskrisen, var det umuligt at få økonomisk støtte. Så der var lidt udfordringer, fortæller Jens Petersen.
Men så flyttede Rørvig Bryghus deres produktion til Herslev, og Jens fik mulighed for at leje deres lokaler med udstyr i Rørvig. Det blev starten på en lidt mere professionel produktion, men der er langt fra Odden til Rørvig, når der også er et fuldtidsjob og familie med børn, så lejemålet blev opsagt, og Jens formidlede en kontakt, der hjalp Rørvig Bryghus med at få solgt bygning og udstyr.
Men han bibeholdt sit cvr-nr, og han havde jo også i mellemtiden fået byggetilladelse på sin egen grund på Odden. Og banken åbnede også lidt op for lånemuligheder. Det betød, at Jens begyndte at bygge selv efter arbejdstid – og fortsat kun med tanke på en hobbyvirksomhed.
Jens fandt også frem til brugt brygudstyr i Køge, og så gik udviklingen af øl for alvor i gang. Stadig med et fuldtidsjob i dagtimerne, og sådan fortsætter det nok.
– Vores tre børn husker ikke meget andet end en far, der altid enten brygger øl eller bygger nyt. Men det hjælper meget, at bryggeri og privatbolig ligger på samme matrikel, forklarer Jens Petersen.
Det er processen, der er spændende
Øl er spændende, mangfoldigt og det er en interessant proces. Men det er lige så meget det at skabe sit helt eget produkt, der driver Jens.
– Jeg kan lide at udvikle nye ølsorter. For eksempel er Havørn, en belgisk ale-type på 10,4 procent, blevet brygget efter, at jeg havde smagt en bitter, som en af vores kunder havde fremstillet. Jeg synes virkelig, det er sjovt at nørde med øllet, fortæller Jens, som også har vundet priser for to af sine produkter: Havhingst og Havbund.
Produktionshallen kan løbende have op til 3.600 liter øl i produktion. Jens klarer selv eventuelle reparationer på udstyret, og det er en total egenproduktion inklusive tapning og påsætning af etiketter med mere.
Selve processen og det at skabe en særlig smag har også givet Jens lyst til at gå i gang med at producere whisky. Whisky-processen minder meget om øl-produktionen, men lige nu er der nogle udfordringer i forhold til bygning, der skal ændres for at få tilladelse til også at arbejde med whisky.
En lækker lille smage-cafe
Corona-årene betød mange mennesker i Odsherred, og det betød også, at der blev ekstra fokus på lokalt produceret øl, og sidste sommer indviede Jens og Malene deres nye ”smage-cafe”, hvor gæster kan smage både deres øl samt andre lokale produkter, fx Isøre Is, kaffe fra Odsherred Kafferisteri og saft og most fra Sidinge Gårdbutik. Og det hele bliver indbydende og lækkert serveret.
Hvorfor blev Odden Bryg medlem af Odsherred Erhvervsforum?
– Erhvervsforum var det tætteste på et erhvervsnetværk i Odsherred. Jeg ville godt have haft mere tid til at dyrke netværket, men det kan være en udfordring at få tid til at deltage i aktiviteterne, svarer Jens Petersen.
Der er en del spændende fødevarevirksomheder på Odden. Samarbejder I?
– Jeg har ikke et særlig tæt samarbejde med fødevarevirksomhederne her på Odden. Det skyldes, at det eksisterende samarbejde mest sker omkring økologi. Og at fremstille økologisk øl er desværre alt for dyrt i relation til diverse godkendelser.
Hvordan ser fremtiden ud for Odden Bryg?
– Smagelokalet har været en god investering, og genererer gode salgstal. Drømmen er nok på et tidspunkt at udvide med hele paletten inden for væske med kulsyre. Vi vil nok fortsat udvikle og udvide lidt, hvis der opstår behov. Men det bliver nok ved med at være en virksomhed, som vi driver i fritiden. Og lige nu er vi glade for at være gældfrie i en lidt usikker tid, lyder slutreplikken fra brygger Jens Petersen.
Artiklen er skrevet af Lis Lykke, der er freelance journalist.