Unge iværksættere møder erhvervslivet ved Audebo Pumpestation

Tirsdag den 18. august 2026 kl. 10.00–16.00 afholder Odsherred Erhvervsforum i samarbejde med Campus Odsherred og Odsherred Kommune et særligt iværksætterevent ved Audebo Pumpestation.

Omkring 180 elever fra Campus Odsherred, erhvervsuddannelserne i Audebo samt klasser fra Slotshaven får mulighed for at møde unge og succesfulde iværksættere, som har omsat idéer og ambitioner til levedygtige virksomheder.

Dagens oplægsholdere er:

  • Julius Von Overeem, 16-årig serieiværksætter og blandt andet stifter af Julius’ Bod.
  • Rasmus Linde, ejer af LindeByg og Vig Vinduer med i alt 25 medarbejdere.
  • Thomas Richard Hofmann, serieiværksætter inden for IT med syv virksomheder og 57 ansatte.
    Forud for arrangementet har de studerende arbejdet med egne virksomhedscases. På dagen får de mulighed for at modtage sparring fra erhvervsfolk og rådgivere, herunder SJF Bank, Damgaard Revision, Marcel Goldin, oplægsholderne samt innovationslærerne.

Arrangementet er samtidig startskuddet til et længere iværksætterforløb på Campus Odsherred, hvor de studerende gennem undervisning, sparring og inspiration får mulighed for at udvikle deres idéer og styrke troen på egne iværksætterdrømme.

Eventen er støttet af Odsherred Kommune, Odsherred Erhvervsforum, Campus Odsherred og Høkerforeningen.

Dagen fungerer som pilotprojekt for Erhvervs Summit Odsherred 2027, hvor de unge også forventes at spille en central rolle.