I forbindelse med KV21 fik Odsherred et politisk systemskifte. De borgerlige partier har konstitueret sig sammen, og i den forbindelse valgte de også at lave en ny udvalgsstruktur.

Det betyder blandt andet, at kommunen har fået et nyt superudvalg: Vækst og Udviklingsudvalget. Det er i dette nye udvalg, erhvervspolitikken og byudvikling ligger.

Under den tidligere borgmester Thomas Adelskov, blev det aftalt, at kommunen og Erhvervsforum skulle arbejde sammen om udvikling af blandt andet erhvervspolitikken, og de to parter udarbejdede i fællesskab en strategi for erhvervspolitikken og gav hinanden håndslag på, at Erhvervsforum skulle orienteres og være en samarbejdspartner fremadrettet.

Det mundede ud i et §17 stk. 4 udvalg med repræsentanter fra såvel byrådsmedlemmer og repræsentanter fra Erhvervsforum. Med systemskiftet og ny borgmester blev der indgået en aftale om ny mødestruktur. Den er nu ved at finde sin form.

Mød teaterdirektøren Leffe, Vækst- og Udviklingsudvalgs-formanden Mathias Hansen og OEF-formanden Henrik Andersen

Men hvad kan det nye superudvalg og deres politiske arbejdsområder betyde for det fortsatte samarbejde mellem Erhvervsforum og alle de medlemmer, de repræsenterer, og politikkerne?

Det har vi sat fokus på tirsdag den 19. april kl. 19.00 på Odsherred Teater, hvor Leiv Arne Kjøllmoen (Leffe) vil indlede og byde os velkommen.

Vi har inviteret Mathias Hansen, som er formand for Vækst og Udviklingsudvalget til at komme og fortælle lidt om udvalgets arbejdsområder, hvordan de politiske processer forløber, og hvor vigtigt det er, at få et godt samarbejde med erhvervslivet i Odsherred, så udbyttet bliver størst muligt.

Også Odsherred Erhvervsforums formand, Henrik Andersen, vil være til stede og komme med et kort oplæg om formålet med foreningen.

Der bliver også rig anledning til, at Odsherreds Erhvervsforums medlemmer kan stille spørgsmål. Benyt dig af muligheden, kom tæt på det politiske niveau og find ud af, hvordan du bliver hørt – eller får svar.

Nyd en tapasanretning i Teatercafeen inden mødet mens du netværker med andre OEF-medlemmer

Teatercafeen tilbyder fra kl. 18.00 en tapas-tallerken, som kan nydes i cafeen inden mødet kl. 19.00.

Pris: kr. 150,- (betales direkte til teatercafeen)

Bestilling senest den 12. april til Maybritt Aggerholm på Teatercafeen på mailadresse: aggkoll@privat.dk

Tilmelding til mødet kl. 19.00 senest den 15. april

Mødearrangører: Lis Lykke, Svend Schat-Holm og Hans Ørum

Hvornår:tirsdag d. 19. april 2022 kl. 19.00
Hvor:Odsherred Teater, Algade 36, 4500 Nykøbing Sj.