Ordene kommer fra Søren Parker Wagner, der står bag et af Odsherreds mikrobryggerier, Deeper Roots.
Det stod dog ikke umiddelbart skrevet i kortene, at Søren Parker Wagner skulle være brygmester. Han er cand. mag i engelsk og historie. Men for Søren blev studiejobbet hos Nørrebros Bryghus Carlsbergs bryggeri meget mere end blot et nødvendigt job for at tjene penge, mens han læste. Det fødte en interesse for ølbrygning og videre til Carlsberg.
Processen med at brygge var spændende, og det endte med, at den cand. mag.-studerende sideløbende fik en brygmesteruddannelse og brygmestergrad hos Carlsberg. Cand. mag.-uddannelsen blev dog også færdiggjort, men interessen for øl fortsatte, og Søren åbnede en ølbar på Vesterbro og var efterfølgende med til at starte flere andre ølbarer op, som han havde ejerandel i.
Ville selv brygge
Det gik fint, men Søren ville gerne igen være tættere på selve brygprocessen, og der var også en lyst til at skifte københavnerlivet ud med noget andet, hvor der samtidig var mulighed for at starte eget bryggeri.
– Jeg gik i gang med at finde et egnet sted at slå mig ned. Ikke for langt fra København. Stedet fandt jeg i Lumsås, hvor der var en gård. Her kunne fx dyrkes æbler til cider, og området gav også mulighed for lokal mail til ølproduktion, fortæller Søren Parker Wagner, der solgte sine ølbar og andele i de projekter, hvor han med medejer.
Fra tanke til handling
Næste skridt var at kontakte Odsherred Kommunes Erhvervsservice, for at høre om muligheden for at starte et bryggeri. Herfra anbefalede man at kontakte Anneberg Kulturpark.
– Her fandt jeg nogle lokaler, der var velegnet til det, jeg havde i tankerne. Og der var et godt miljø, så nu var jeg nærmere ønsket om at blive selvstændig ølbrygger, forklarer Søren Parker Wagner.
Det følgende step i projektet var at få installeret et bryganlæg. Det blev et komplet anlæg, der udnyttede lokalets begrænsede areal optimalt, og der blev også installeret et lille dåsetappeanlæg.
Brygning er er smuk balance
Og så skulle der gang i brygningen. Det var den proces, Søren havde savnet og set mest frem til.
– Brygning er en smuk balance, hvor det gælder om at finde den perfekte smag. Det er processen med at finde frem til det helt rigtige produkt, der er spændende og meget tilfredsstillende, når det lykkes, forklarer brygmesteren.
Lokale produkter og lokale samarbejdspartnere
Udviklingen af ølsorterne er baseret på lokale produkter, og også i samarbejde med lokale aktører, som fx Dansk Tang og MOTA.
I samarbejde med Claus Henriksen fra MOTA har Deeper Roots produceret en juleøl, der er brygget med karamelliseret gulerod, ligesom de har et nært samarbejde med deres nabo, Dansk Tang, De har lavet tre forskellige tangøl.
– Vi ønsker at skabe unikke produkter, der binder mennesker, kulturer og forskellige koncepter sammen, skriver Deeper Roots på deres website.
Kunst på dåserne og lækker indretning af cafe
Ikke blot øllet er en unik oplevelse. Selve dåserne er også en fryd for øjet og næsten en oplevelse i sig selv.
Det gælder også Deeper Roots lokaler. Man føler sig velkommen og godt tilpas, når man træder ind i den lille Hemingway cafe, Søren Parker Wagner har indrettet. Her oser af stemning, og man får lyst til at tilbringe lidt tid og blot nyde både øl og stemningen i lokalet.
Brygmester og kulturskabende person
I Hemingway-cafeen arrangerer Søren også forskellige litterære arrangementer. Cand. mag.´en har ikke helt glemt sin baggrund.
– Odsherred er et fedt sted at være. Der er noget helt særligt ved området, og jeg håber også at blive en kulturskabende person i lokalområdet.
I åbnede bryggeri og cafe for publikum i august, hvordan er det gået?
– Det er gået fint. Jeg er stort set tilfreds med de første øl-sorter, vi har produceret. Udgangspunktet er godt, og jeg er positiv og ser muligheder.
Hvor er I så om to år?
– Vi har udvidet lokalerne, så vi kan fordoble produktionen. Vi har også fået gang i eksport af vores produkter, som jeg håber, også vil komme til at omfatte produktion af sodavand, produceret på lokale fødevarer.
– Jeg forestiller mig også, at vi har fået mulighed for at brygge specielle produkter til nogle af de lokale virksomheder.
– Vi har nok også udvidet med et enkelt Deeper Roots-værtshus eller to. Her lokalt i Odsherred og/eller i København.
– Vores kulturarrangementer forventer jeg også vi fortsætter, lyder slutkommentaren fra Søren Parker Wagner, der elsker at nørde med øl-processen for at få lige netop den smag frem, han har i tankerne, i en ny ølsort.